top of page

Lærerig sæsonstart for Mikkel Gaarde Pedersen

Den Ginetta LMP3-racer, som Mikkel Gaarde Pedersen delte med Antti Rammo og Wyatt Brichacek, nåede desværre ikke at krydse det ternede flag i årets første løb i European Le Mans Series. Alligevel var weekenden på Circuit de Catalunya i Spanien værdifuld for den unge sønderjyde.


 

”Jeg fik en masse god erfaring med mig hjem,” siger Mikkel Gaarde Pedersen. ”Løbet gav mig masser af erfaring i at køre i et felt, hvor jeg blev overhalet og udfordret af LMP2-bilerne, men hvor jeg samtidig også konstant skulle overhale GT3-bilerne.”

 

”Vores bronzekører Antti startede i bilen og havde gjort det rigtig godt, og da jeg kom i bilen efter 45 minutter, fortsatte jeg på de dæk, som han havde kørt med, og som vi havde brugt i kvalifikationen. Over en løbsweekend har vi fire sæt dæk, og som racerkører drømmer man altid om nye dæk, men jeg måtte bare få det bedste ud af dækkene. Undervejs var vi lidt uheldige med, at der blev indsat en Virtual Safety Car, som ødelagde vores strategi.”

 

Det spanske løb varede fire timer, men DKR Engineerings bil stoppede desværre pludseligt ude på banen, da der manglede 20 minutter af løbet.

 

”Jeg sad ikke i bilen, men noget pickup – en gummirest eller noget – blev slynget op og ramte de udvendige kontakter til hovedafbryderen og brandslukkeren,” forklarer den 16-årige racerkører fra Egernsund. ”Så var det slut.”

 

Han er naturligvis skuffet over ikke at kunne gennemføre sit debutløb i European Le Mans Series.

 

”Hvis ikke uheldet var sket, kunne vi nok være endt som enten femmer eller sekser i LMP3-klassen,” siger den unge sønderjyde. ”Vi har et godt driver lineup, og vi tre kørere fungerer rigtigt godt sammen. Samtidig er DKR et team med nogle rigtigt gode folk.”

 

Næste afdeling af European Le Mans Series køres i Sydfrankrig i den første weekend af maj på Paul Ricard-banen, som Mikkel Gaarde Pedersen kender fra test og løb.

 
 

SKAL DU MED SOM GÆST OG PRØVE VORES NETVÆRK?

  • Instagram
  • Facebook
  • YouTube
Business & Racing NY (2 farver).png

Business and Racing ApS – c/o         Tlf. 22 10 09 06         Padborg Park, Flyvepladsen 10, 6330 Padborg

bottom of page